Jeres vielsesringe


Vielsesringene er en stor del af udstyret til jeres bryllup. Måske går bruden højere op i smykket end gommen, og måske synes han, at det er en stor beslutning at skulle gå med ring. Bruden er måske allerede inden frieriet i gang med at se på ringe, og der er et hav af muligheder op til jeres bryllup.

I kan få designet jeres egne vielsesringe og få indgraveret ord, der betyder noget for jer. De fleste vælger ringe i guld, da det holder bedre end sølv. Om det er hvidguld eller rødguld afhænger af smag og stil. Mange brude ønsker sten i deres vielsesring. Det kan enten være en alliancering med sten, eller det kan være et hjerte af diamanter eller brillanter i ringen. Mange brude ønsker små sten hele vejen rundt om deres vielsesring.

Blandt de kongelige er der mange flotte og kostbare vielsesringe. Kronprinsesse Marys vielsesring, hun fik til deres bryllup 14. maj 2004, er i 18 karat guld med 24 kvadratiske diamanter slebet i såkaldt princess-cut. Kronprinsesse Victoria i Sverige valgte en lignende ring, da hun sidste år blev gift med Daniel Westling.

Indgravering

Jeres vielsesdato og hinandens navne bliver normalt indgraveret i vielsesringen. I brudens ring står gommens navn og omvendt. Bruger I jeres forlovelsesringe som vielsesringe, kan I få begge datoer indgraveret. De fleste par fastsætter et beløb, de vil bruge på deres vielsesringe. En god idé kan være at søge på internettet og få en idé om, hvad vielsesringe koster, og hvordan de ser ud. Så kan I op- eller nedjustere jeres budget efter det. En hyggelig bryllups-udflugt kan være en tur rundt til byens juvelerer - hvis begge parter har lyst til det. I hvert fald vil mange brude være lykkelige over sådan en tur.

For gommen er det måske knap så vigtigt, om hans ring er af stor værdi, og så er der mere at gøre godt med for bruden. Og hvad siger bruden, hvis gommen slet ikke har lyst til at få en ring på? Det er vigtigt at respektere hinandens ønsker, og hvis du som brud har svært ved at leve med, at gommen ikke vil gå med ring, må I tage en god snak om det. Det er nok de færreste brude, som ikke ønsker at gå med ring.

Højre eller venstre

Hvilken ringfinger skal vielsesringen sidde på? Normalt siger man, at højre hånd er til vielsesringen, og at venstre hånd skal bære forlovelsesringen. Nogle brudepar vælger at sætte vielsesringen på venstre hånd, fordi den er tættest på hjertet, mens en anden historie går på, at vielsesringen skal sidde på den hånd, man giver sit troskabsløfte med - højre hånd. Man ser også mange brude, som vælger at have forlovelsesringen og vielsesringen på samme finger. Men i sidste ende skal I selv bestemme. Den dag, I bliver gift, sidder jeres ringe som et symbol på jeres kærlighed og troskab. Og resten af jeres ægteskab kan I hver dag se på den og mindes den dejlige bryllupsdag, og at I elsker hinanden.